Om Kulturxklima
Kulturxklima er et partnerskab, der skal fremme den grønne og bæredygtige omstilling hos kunst- og kulturaktørerne i Aarhus.
Kulturlivet er en vigtig aktør i den grønne omstilling. Kulturinstitutioner og kunstnere når rigtig mange mennesker og har dermed en stor stemme, der kan øge vores bevidsthed og inspirere os alle i arbejdet med at nå målet om CO2e-neutralitet i 2030.
Klimaregnskaber der giver mening
I Aarhus Kommune skal de kulturinstitutioner, der modtager mere end 1 mio. kr. om året i driftstilskud, fremover aflægge et klimaregnskab sammen med deres øvrige regnskab. Klimaregnskaberne skal ikke bruges til at sammenligne kulturinstitutionerne, som er meget forskellige. De skal i stedet være med til at kaste lys på den enkelte kulturaktørs CO2e-aftryk på forskellige områder - og på den måde være afsæt for meningsfulde handlinger.
10 institutioner på kulturområdet har i 2022-23 deltaget i et udviklingsforløb sammen med Kulturforvaltningen, Aarhus Omstiller og Klimasekretariatet (MTM). Forløbet har bl.a. omfattet afprøvning af kompetenceforløbet 'Carbon Literacy', udviklingsworkshops, test af CO2e-beregnere og en undersøgelse ift. publikumstransport.
Forløbet har givet en masse viden – både hos institutionerne og kommunen – om konkrete værktøjer, handlemuligheder og behov for støtte fra kommunens side i arbejdet med omstilling.
Videndeling, sparring og støtte på vejen
Nu skal de grønne regnskaber udrulles til samtlige kulturinstitutioner på driftstilskud. Institutionerne er meget forskellige ift. praksis, organisering, størrelse, ejerforhold osv. Der kan være brug for hjælp til at komme i gang – fx til at finde data til klimaregnskabet, bruge CO2e-beregneren, undersøge mulige tiltag i driften eller simpelthen at få konkret viden.
Her på siden samler vi erfaringer, cases om omstilling hos kulturaktører, links til beregnere mv.
"Aarhus – med kulturen i hjertet og blikket mod verden".
Klima er et tema i Kulturpolitik 2021-24 i Aarhus Kommune. Find politikken her.
I Aarhus Kommune er der en samlet klimaplan, der skal vise vejen til et klimaneutralt bysamfund i 2030. Aarhus er dermed en af de første byer i verden til at vise vejen imod netto nulemission i egen geografi.
Aftale om klimastrategi 2025-2030
Læs meget mere om Aarhus Kommunes klimaplan her.