Gå til hovedindhold

Musikhuset Aarhus: Vi er nået langt ved at tage lidt ad gangen

Læs mere om Musikhuset Aarhus: Vi er nået langt ved at tage lidt ad gangen i Aarhus Kommune her.

  • Læs op

Indhold

    Musikhuset Aarhus: Vi er nået langt ved at tage lidt ad gangen

    På 10 år er energiforbruget i Musikhuset nedbragt med hele 35 %. Og det er samtidig med, at Musikhuset har fået flere gæster. Her fortæller bygningschef Jesper Kjær lidt om, hvordan de er kommet dertil.

    Bæredygtig omstilling er ingen dans på roser

    Musikhuset sparer cirka en million kroner om året ved at styre energiforbruget i bygningen via automatik. Men arbejdet med grøn omstilling er dog ikke altid en dans på roser, fortæller Jesper.

    "

    Første gang jeg åbnede klimaregnskabet og så, hvor omfattende det var, lukkede jeg igen! Vi havde mange tusind posteringer, og vi skal åbne hvert bilag. Den dag var jeg frustreret. Det hjalp, at vi besluttede at starte med lidt og ikke tage det hele på én gang. Nu er vi i gang.

    Jesper Kjær, Bygningschef i Musikhuset.

    Musikhuset har i mange år arbejdet med grønne og energibesparende tiltag. Alle husets pærer er blevet udskiftet med LED-pærer. Der er sat målere og alarmer op, så Jesper og hans kolleger kan følge med i forbruget og fx hurtigt reagere, hvis et toilet står og løber.


    De store resultater kommer med strategi og prioriteringer

    De senere år har indsatserne i stigende grad været strategiske. Musikhuset har fx investeret i nye ventilationsanlæg og energibesparende opvaskemaskiner. De er dyrere end konventionelle opvaskemaskiner, men tjener sig ind over tid, da de har et lavere energiforbrug.

    "

    Det handler jo også om økonomi og planlægning. De store ting sparer vi op til. Vi har gjort meget i lang tid. Forskellen nu er, at vi dokumenterer det. Vi glæder os til at få dokumentation på de resultater, der er skabt, og tage de næste skridt i den bæredygtige omstilling, når vi går sammen med VisitAarhus og MeetDenmark om at blive Green Key certificeret.

    Jesper Kjær, Bygningschef i Musikhuset.

    Green Key er turismens internationale miljømærke, der gives til turistattraktioner, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Og det er noget, som byens turister og samarbejdspartnere i stigende grad lægger mærke til. Men den nye certificering kræver mere. Musikhuset er færdig med den del af klimaregnskabet, der hedder scope 1 og scope 2, og nu skal det udvides, så scope 3 efterhånden kommer med. Det betyder, at mange flere posteringer og bilag skal åbnes og indtastes, så alle forbedringerne kan blive dokumenteret i klimaregnskabet.

    Klimaregnskaberne må ikke kvæle klimaets ildsjæle

    Hvor får Jesper og hans kolleger motivationen fra? Besparelserne på sigt er en vigtig årsag til, at de bliver ved.

    ”Men det er ikke alt, der giver en besparelse. Så det må ikke kun være drevet af kroner og ører. Der er også noget ’moral’ i det – at være med til at gøre en forskel for klimaet.

    Og her mener Jesper, at det er vigtigt at klimaregnskaber og tal ikke tager modet fra dem, der gerne vil være med til at gøre en forskel for klimaet. Han understreger, at Musikhusets størrelse og det at de selv drifter bygningen er afgørende for, at de kan lave større tiltag.

    ”Ildsjæle er vigtigere end at kunne dokumentere alt. Vi har lavet et miljøudvalg her i huset med de kulturinstitutioner, der lejer sig ind – Symfoniorkestret, Den Jyske Opera, Det Jyske Musikkonservatorium og Teaterhuset Filuren – og der vender vi tingene i fællesskab. Det giver energi. Vi kommer jo ikke videre ved at stå og pege fingre ad hinanden. Det der rykker er at motivere hinanden, og at vise respekt og tillid over for vores forskellige udgangspunkter.

    Jesper Kjær fik prisen som Årets Klimakollega i 2022 i Aarhus Kommune for sin særlige indsats for klimaet.

    Læs mere om Musikhusets næste skridt med Green Key certificeringen her: Musikhuset sætter markant grønt aftryk.

    Sidst opdateret: 24. oktober 2024